PERSPEKTIVER FRA PIT-VÆRKSTEDET

Kørerne er stjernerne, men MotoGP er en holdsport. Uden et utrætteligt team af dedikerede mekanikere kunne maskinerne ikke engang komme ud på banen. Men hvad sker der i virkeligheden bag kulisserne?
En kører er kun så god, som det udstyr, han har til rådighed. For San Carlo Honda Gresini MotoGP-duoen betyder det Honda, Castrol og et team af teknikere i verdensklasse. Hvordan hænger alt det sammen?

Gresinis mekanikere er suverænt dygtige, og et ulasteligt pit-værksted er centrum for deres verden, når de er på banen. Denne summende bikube af aktivitet ligner mere en operationsstue end et almindeligt værksted. Blankpudset værktøj og pletfrie overflader skinner, mens stærke halogenlamper svæver over de fire RC2121V-maskiner monteret på arbejdsbænke. Rundt omkring i værkstedet er der stande med Castrol-produkter – alt fra motorolie til kædesmøring.

Med en størrelse på ca. 90 m2 rummer et typisk MotoGP-værksted fire motorcykler (hver kører har en første- og en andenmaskine); to computerstationer; op til 10 mekanikere og rigeligt med reservedele, Castrol-smøremidler, dæk og værktøj til at kunne holde til en hel weekends race.

På den måde kan mekanikerne udføre en mængde arbejde, fra skift af olie og bremsevæske – med Castrols racing motorolie og fuldsyntetiske bremsevæske – til justering af forgafler og motor. Under test bliver alle fire maskiner skilt ad og genopbygget, før de overhovedet når at røre asfalten. Alt sker inden for værkstedets vægge.

Uundværlig organisation

Det er af enorm betydning at have en god organisation, hvis arbejdet skal kunne glide for mekanikerne under de meget stressede arbejdsbetingelser.

”Det vigtigste ved et MotoGP-værksted er selvfølgelig motorcyklerne,” forklarer Antonio Jimenez, Gresinis chefmekaniker. ”Alt skal være rent og perfekt ordnet. Maskinen skal være perfekt, og hvis man skal opnå det, skal værkstedet også være perfekt.”

”Køreren skal kunne køre ud med total tillid til sin maskine, og den kan kun komme fra mekanikerne og værkstedet. Der skal være garanti for maskinens præstationsevne og sikkerhed, og det starter altsammen med mekanikernes arbejdsbetingelser.”

Værktøj og tilbehørsprodukter er mekanikerens kirurgiske udstyr. De er allesammen af højeste kvalitet og holdt i fineste stand. Gresinis pit-crew kan lige med det samme få fat i ethvert tænkeligt værktøj, fra en 2 millimeter skruetrækker til en 2 kg hammer. Der er også udstyr, som ingen andre end teamet kender til, og som bruges til arbejde på skræddersyede dele som f.eks. gearkassen eller oliefilteret.

Altid det samme

Sammen med værktøjet og utallige sæt våde og tørre dæk skal mange liter Castrol-smøremidler også shippes til de 17 løb i en MotoGP-sæson. Hvis mekanikerne skal kunne fokusere på at arbejde med motorcykler, er det nødvendigt, at værkstedet er ens hver gang, uanset hvor de er i verden.

”Indretningen er altid den samme,” siger Jimenez. ”Vi har en hel ende til hver kører, og maskine nummer 1 er altid forrest i værkstedet, og nummer 2 bagest. I værktøjsbænkene på begge sider er værktøjsskufferne, som altid er indrettet på samme måde. For eksempel har vi altid skiftenøglerne i den samme skuffe og sorteret efter størrelse, drejningsmomentnøgler i en anden skuffe.”

Det er en uskreven regel, at intet må ligge og flyde, hvis det ikke er i brug. Du vil aldrig se noget ligge på gulvet, og når Gresini-mekanikerne arbejder, kan selv en ren oliebakke fungere som midlertidig værktøjskasse.

Halvt og halvt

Med et sæt maskiner og mekanikere i hver ende af værkstedet kan man arbejde på alle fire maskiner på én gang. Det betyder også, at hver mekaniker kan arbejde på en maskine og med det samme finde det værktøj, han skal bruge. For enden af arbejdsbænkene, som indrammer hele værkstedet, er der to luftkompressorer, komplet med digital aflæsning, som gør det muligt for dækteknikerne at finjustere dækkene med absolut præcision.

Bag hovedarbejdsområdet er der et computerbord på hver side, hvor Gresinis datateknikere kan downloade hele 150 forskellige sæt data for hver maskine, hver gang den skal på banen. Kombineret med kørerens feedback giver det pit-crewet et komplet billede af maskinens præstation, så de kan lave sidste-minuts justeringer for at få den helt rigtige indstilling.

Altid ren

En slående ting ved Gresini-værkstedet er, at selv når der sker en hel masse rundt omkring alle fire maskiner, så er der altid helt rent. Denne renlighedssans er lige så vigtig som en god organisation. Enhver urenhed i motorer, bremser, forgafler eller væsker kan forringe sikkerheden eller præstationsevnen. Hele værkstedet er ulasteligt rent. Der findes ikke mange mekanikere, som kan tillade sig at gå rundt i hvide skjorter...

”Et rent værksted afspejler en mekaniker, som arbejder på den rigtige måde,” siger Jimenez. ”For at vinde et løb, ja for bare at komme frem til startlinjen, skal køreren have den rigtige support bag sig for at få gjort maskinen klar og give ham tillid til, at dette er den bedste maskine, han kan sidde på.”

”De mennesker, som arbejder her på værkstedet, gør det af lidenskab, og for dem skal værkstedet altid være perfekt, hvis de skal kunne gøre deres bedste og være tilfredse med deres arbejde.”

Et perfekt værksted er utrolig vigtigt, når man skal have et godt team, og uden denne minutiøse opmærksomhed over for alle detaljer ville kørerne i San Carlo Honda Gresini-teamet ikke have en chance for at komme op på toppen af podiet.