CASTROL INDUSTRIAL FÅR HJULENE TIL AT GLIDE HOS NASA

Tirsdag d. 22. januar 2013 Da NASA’s rover Curiosity begyndte den spændende mission på Mars i starten af august var det bl.a. med hjælp fra et innovativt smøremiddel fra Castrol Industrial kaldet Castrol Braycote 601 EF, der hjalp med at sikre, at alt kørte, som det skulle, fra hjulene til kameraerne.

"Hvis det er en bevægelig del, er den sandsynligvis smurt med Castrol Braycote 601 EF", fortalte Keith Campbell, Business Development Manager for Castrol Industrial Lubricants, hvis team har stået bag udviklingen af denne teknologi, i tæt samarbejde med NASA. "Faktisk afhænger gennemførelsen af Curiosity-missionen delvist af effektiviteten af dette smørefedt, der er udviklet til rumprogrammet til at kunne fungere ved temperaturer fra minus 80 grader til 204 grader Celsius."

Det er ikke kun smøreevnen fra dette produkt, som er vigtig, også den lave frigivelse af gasser fra Castrol Braycote 601 EF betyder, at dette produkt skulle kunne sikre, at roverens mange følsomme instrumenter og komponenter kan fungere, som de skal, så Curiosity kan udforske Mars og dens atmosfære og overflade.
"Castrol Braycote 601 EF modstår det, der betegnes som frigivelse af gasser, eller fordampning af selve fedtet, hvilket betyder, at deres instrumenter kan arbejde optimalt, selv ved ekstremt høje temperaturer," fortæller Campbell.

Dette smørefedt benyttes ofte til rumformål, bl.a. i rumfærger, satellitter og den Internationale Rumstation. Det er et smørefedtprodukt, der er meget velegnet til brede temperaturintervaller i forbindelse med rum- eller vakuumproduktionsformål, hvor der forekommer fjendtlige kemikalier eller ekstreme miljøforhold, der udelukker brug af almindelige smøremidler.

Smørefedtet anvendes typisk til smøring af kuglelejer, gear og ved samlinger med O-ringe og elastomer. "Vi har også et tæt samarbejde med NASA om at udvikle andre tekniske smøremidler, der opfylder de stadigt stigende krav og udfordringer i forbindelse med udforskning af rummet," slutter Campbell.